Vibeke i Uganda

Farvel party

Der var farvelparty på terrassen på MS-Uganda landekontoret for mig sidts på eftermiddagen. Efter den sædvanlige times forsinkelse, hvor der ikke så ud til dukke nogle op overhovedet ( og jeg nåede at tænke, at det vist var temmelig pinligt, at jeg havde sagt ja til sådan en rec eption) - så kom der ellers gang i festen, skal jeg love for. Der kom faktisk rigtig mange mennesker. Der indløb endda sms´ere fra organisationerne i Hoima om at de desværre ikke kunne komme (det er dyrt for folk at køre helt til Kampala, så de er vel udskyldte - jeg er  rørt over de sendte en hilsen).

Det var rigtig hyggeligt. Masser af taler og gaver fra de ansatte på landekontoret og kollegaer i marken og øl, vand og vin og ad libitum. Bagefter sad vi og snakkede - om vores job som sædvanlig - indtil sulten meldte sig. Da jeg måtte bestemme, hvor vi skulle hen så blev det selvfølgelig - ja gæt - en tur til Kyoto - sushi restauranten. Det blev en rigtig hyggelig aften også

Alt arbejdet værd

Det spændende og positive har været at arbejde med medlemmerne. At komme ud i landsbyerne og snakke om demokrati, foreningsliv, økonomi og organisations opbygning. At etablere et medlemsblad og undervise dem i at skrive små artikler til det, at skrive pressemeddelelse til medierne og invitationer til de kommunalt ansatte og andre gæster til deres offentlige arrangementer.

Medlemmerne er fattige folk fra lerhytter med stråtage, men de er aktive og engagerede og vil utrolig gerne have gang i en udvikling i deres landsby. Her er en lyst til at tage fat, og det har været utrolig sjovt og oplivende at arbejde med.

Medlemmerne spiller fodbold, netbold, volleybold, danser traditionelle danse eller spiller teater, men benytter også lejligheden til at snakke om aids, ligestilling, fred og forsoning med deres modstandere og publikum. Og ofte benytter de også gruppe sammenholdet til at skabe små virksomheder, så de kan tjene lidt til livets opretholdelse.

At støtte dem i deres bestræbelser har været arbejdet værd.

En slags status

Nu er jeg på vej hjem. 14. oktober står jeg midt i det danske efterår igen.  Så det er tid at gøre status. Mit arbejde som kommunikations rådgiver i organisationen Recreation for Development and Peace Uganda (RDP-U) har været alt fra rigtig rigtig godt til meget slemt – og jeg har svinget fra stor optimisme og glæde til dyb frustration og vrede. Fortvivlelsen har først og fremmest været over det organisatoriske. At det er så svært at se, hvordan en forening skal bygges op og drives, kan være svært for en forenings-dansker at forstå. Men det er tilsyneladende svært! For demokrati, medlemmers valgret, bestyrelsens overordnede ansvar, ansattes plads i organisationen og så videre, er noget man først nu er ved at lære i det ugandiske samfund og i RDP-U i de her år.

Især de ansatte synes, det er rigtig slemt at de betalende medlemmer skal have noget at sige. De har skabt sig og strejket og forsinket temmelig meget. Der er vist ikke så megen tvivl om, at de syntes, det var sjovere dengang de sad på pengekassen og bestemte alt selv (fra 1999 til 2005 da det kørte som et projekt under DGi betalt af DANIDA).

På den anden side har bestyrelsen også været doven. Det er jo nemmere, hvis man kan få andre til at tage det tunge slæb med at gå foran, tage beslutninger om, hvor foreningen skal hen, hvad man har råd til, hvad man især ikke har råd til og så se at få sat nogle medlems aktiviteter i gang. Alt det Tordenskjolds soldater derhjemme ved kræves af en bestyrelse.

Gid han bliver straffet

Nogle gange kan man skrige over den vanvittige kørsel der foregår her i landet. De bilister burde skydes, hænges og druknes på en gang. De er sindsyge.

Jeg er kørt fra Masindi til Kampala i eftermiddags. Og et sted derude på landevejen (altså vejen der er smal som en gammeldags sognevej, men som kaldes en Highway her) - måske 50  km fra Kampala, hvor der er meget trafik i begge retninger, begyndte ham der, containerlastbilen skarpt forfulgt af den sorte bil at overhale mig (som kører ca 100 km/timen) . Foran mig kører et par andre biler. Nå men da containerlastbilen har passeret mig ude til højre og den sorte ligger udfor mig, kan jeg se at der kommer en modkørende hvid personbil frem fra en kurve længere fremme - ja det er jo ikke så godt, vel !!!! Men den sindsyge lastbilchaufør bliver liggende i overhalingsposition og tvinger dermed den hvide ud i den røde rabat. Heldigvis var chafføren i den hvide personbil årvågen ellers var der sket en ulykke af de slemme. Føj, hvor jeg hader de fladpander, der gang på gang kaster andre trafikanter ud i livsfare. Jeg føler derfor ingen skyld over at h ænge dem ud på internettet.

Musik, dans og drama

Det var Uafhængighedsdag i går - så vi har ligesom haft to søndage i den her uge. Fint nok, jeg tilbragte eftermiddagen i en lille landsby 15 km fra Masindi - i Pakanyi - hvor tre af RDP-U´s medlemsgrupper havde arrangeret musik, dans og drama festival. Det  gjorde de rigtig godt må jeg sige De havde lånt The community Hall - byrådssalen velsagtens (forestil jer en blanding mellem en betonhal og en skolestue). Der var bænke at sidde på, de havde sat dørvogtere på og krævede 1000 sh i entre (rigtig godt initiativ når det nu også handler om at skaffe lidt penge til grupperne). Der kom ret mange, for de tjente 120.000 sh.

De havde konferencier på og så gik det ellers slag i slag fra kl 14. Tre danse grupper skiftedes til at være på scenen. Temaet for eftermiddagen var "vold i hjemmet". De havde lavet sange, skuespil og dans over temaet og om en række dagligdag situationer. Heksedoktorer, kriminelle, fulde mandfolk, utro koner, børn der ikke fik lov at gå i skole, misforståelser, afmagt og meget andet som kan udløse vold i lerhytterne blev der sat fokus på - og med et medrivende publikums højlydte mishags og behags ytringer til at drive det hele videre.

Hele eftermiddagen sluttede med forrygende traditionel musik og dans med svingende bagdele og masser af trommer. Publikum var helt vilde og hujede og skreg - det var rigtig flot og sjovt. Grupperne nåede langt ud med deres budskab igår - det glæder os udviklingsarbejdere og bestemt også donorerne, som støtter.

Certifikat uddeling

I et land hvor uddannelse ikke er alle tildelt er et certifikat på selv det mindste kursus tilsyneladende guld værd. Derfor har det været et stort krav fra dem, jeg har undervist i at lave nyhedsbreve, at få et bevis - et certifikat.

Jeg har den holdning, at hvis folk vil have et certifikat, må de også have lært noget. Vi går, som undervisere seriøst til opgaven, er det så ikke rimeligt at stille de samme krav til kursisterne? Ikke noget med at skulke fra halvdelen af undervisningen, glemme at dukke op eller hvad man nu ellerrs har af undskyldninger for ikke at deltage i de planlagte workshops. Da jeg havde barfodsjournalisterne i RDP-U til undervisning, var det kun halvdelen der fik certifikat tilsidst. Den anden halvdel havde nemlig ikke gennemført kurset (vi taler om 3 gange 4 dage fordelt over 1/2 år). De havde været væk ca haldelen af dagene. Det blev der en del diskussion ud af.

- Men hvad er et certifikat værd, hvis alle kan få et uanset om de har deltaget og lært noget eller ej?, var - og er - mit argument. Jeg  opdagede, til min store tilfredshed, at min kollega Mona Phipps praktiserer det samme princip. Hun arbejder med management indenfor landbrugssektoren (http://www.monaphipps@blogspot.com). Desværre er den generelle holdning i hele undervisningssystemet i Uganda, at papiret er mere værd end lærdommen. Hellere ansætte en, der har sovet sig gennem universitetet, bare han/hun har et papir, end en engageret dygtig uden.  (....og ja, man har været meget mere interesseret i mine papirer fra University of Agriculture, Copenhagen end beviset fra Danmarks Journalisthøjskole - på trods af hvad jeg skal hernede)

Nå, men i sidste uge afsluttede mine elever på Hoima Nursery Schools District Association deres kursus. De havde tilrettelagt, skrevet og produceret et flot medlemsblad. De havde alle fire været ivrige og engagerede elever, så det var en fornøjelse at sige tillykke og held og lykke fremover til dem.   

Fra venstre Christopher, Joy, William og foran Juliet

Tasker og tasker og tasker

- Jeg kunne godt tænke mig at få lavet en taske af krageskind, siger Peter pludselig med fast stemme.

Vi er midt i en bedugget diskussion om produktudvikling og kvalitets kontrol af de tasker, (og sko for den sags skyld) man kan få syet på Crane Skofabrik i Kampala.

Jeg har lige hentet en koboltblå selvdesignet taske af fiskeskind (Tilapia fra Victoriasøen). Syningen oppe ved lynlåsen kunne godt have været mere nøjagtig. Det er lige det med finishen, som gør hele forskellen, er vi enige om.

Min kollega Pernille har også designet en taske. Hendes er helt anderledes. Hun er ikke meget for fiskeskind, så her er valgt kalv – med hår. Hvid og sort.

Apropos kvalitet, så lod Pernille netop to andre tasker blive tilbage på fabrikken, fordi de ikke var ordentlig syet.

- Men tænk hvilke muligheder der var, hvis de nu syede ordentligt! Så var der mulighed for at bestille julegaver, ja og andre gaver , måske eksport....ja vi snakker…

Og så er det Peter slynger kravet om en krageskinds taske på bordet.

-Nu holder du altså op, man kan ikke lave tasker af fugleskind, siger Pernille lettere ophidset.

-Joeee, kvækker jeg, man kan faktisk lave de smukkeste tasker af struds. Det har jeg selv set i Sydafrika!

- En struds er ikke en fugl. Den kan ikke flyve, lyder det så.

- En struds har fjer, så det er en fugl! Peter holder med mig.

(obs: På det her tidspunkt skal man lige tage i betragtning, at vi intet har indtaget ud over øl - lunten er kort og vores maver skriger af sult fordi Sushi restauranten først bragte en helt forkert ordre ud - så vi nu sidder på tredje time og venter på mad.)

Nå, men Pernille gir sig ikke (og hun har gået til skind syning engang!).

- Man kan ikke kan lave en taske af fugleskind – flyvende fugleskind - fordi det er for tyndt, fastholder hun.

Og her får vi intet ud af at forsøge at sige, at fiskeskind også er tyndt, og man jo bare syede foer på bagsiden af det skind.

Vi sidder lidt og grunder i denne fastlåste situation, da Peter, som ellers undervejs har protesteret over en så temmelig kvinde-interesse-orienteret snak, pludselig blander sig igen.

- Men hvis man ikke kan sy en hel taske, kan man vel sy et halsbånd?, triumferer han. Sådan et vil jeg ha - et halsbånd af kyllingeskind …med nitter på!

Her er det jeg bryder sammen af grin.

Af yderligere bemærkninger kan nævnes, at Pernille, en time senere, (og efter at have indtaget sin andel af 36 stykker sushi) banker os begge i Trivial Persuit – såee....det.

Ind fra bushen

Der er ikke noget, der hedder ”at komme standsmæssigt til byen” i de her tider.

Det måtte jeg sande gennem den uge jeg arbejde i Hoima. Det er ca 60 km fra Masindi ad en jordvej af de aller værste – og her mener jeg altså en rigtig rigtig elendig hullet jordvej. Når det så tilmed har regnet er alle huller fuldt op med rødt vand.

Det er umuligt at undgå at sjaske alle stakkels gående og cyklende fuldstændig til med mudder. Straffen er til gengæld, at jeg selv kører rundt i den mest møgbeskidte bil jeg nogensinde har set. Tøj og alt bliver helt terra cotta farvet, hvis man så meget som kommer til at strejfe køretøjets døre eller dørtrin, når man stiger ind eller ud (og det er altså ret svært at undgå, når der er tale om så højbenet en bil, kan jeg godt fortælle). 

Endnu et nyhedsbrev

I den forgangne uge har jeg arbejdet i nabobyen Hoima 60 km fra Masindi – hos organisationen Hoima Nursery Schools District Assosiation – altså hos endnu en af MS-Ugandas partnerne, som gerne ville have et medlemsblad på benene.

Jeg skulle undervise fire – bestyrelsesformanden og kassereren, sekretæren på kontoret og så en af eleverne, der læser til børnehaveklasse lærer. Et sjovt lille team. Et engageret team. Organisationen har for nylig været gennem en stor krise med en manager, som ikke var helt fin i kanten. Det kom til afskedigelse, bestyrelse blev tvunget til at gå af, der kom nyvalg og ny ansat ledelse. Tilsyneladende er hele den proces sket i god ro og orden, hvor den lokal Distrikts Leder (embedsmand på amtskontoret) ggik ind og var mægler.

Faktisk virker det, som om organisationen er kommet godt ud på den anden side. Der var optimisme og god stemning. Man var åben omkring de problemer man havde været igennem. Og alle så optimistiske på fremtiden, og virkede til at have lyst til at klø på.

Det er en dejlig oplevelse at komme ud til sådan nogle, som er opsat på at komme i gang og som lægger kræfter i et stykke arbejde.

Min undervisning bygger på lidt teori om at skrive forståeligt, lidt træning i at lave et interview, at være nysgerrig og turde stille spørgsmål og hjælpe hinanden med at være kritiske, rette og skrive om. Og når vi har snakket om den slags og øvet det ene og det andet, så bliver de ellers kastet ud i at lave bladet i praksis.

I Hoima nåede de fire faktisk at skrive et 16 sider stort medlemsblad (inklusiv flere artikler som på forskellig vis fortæller, om hvad der er sket og hvordan den økonomiske situation ser ud i dag), lavet layout og få trykket originalen ud inden torsdag aften.

Godt klaret.

Til gengæld mangler vi lige et par timers undervisning. De skal jo meget gerne have overblik over, hvordan de kommer videre til næste blad nemmest muligt, så jeg er nødt til at tage til Hoima igen på fredag.

Dekorativt

Da jeg var på markedet forleden fik jeg pludselig øje på noget som helt sikkert vil se ret flot ud som lampeskærm eller bare som dekoration i en stue. Da jeg kom nærmere kunne jeg se, det er noget man skal købe enkeltvis – altså at der var stablet flere oven på hinanden. Men det gør jo ikke noget.

Damen som solgte dem spurgte om jeg ville købe en – nej nok ikke for, hvor skal jeg lige anbringe den – men helt sikkert – hvis jeg skulle blive boende så ville jeg gerne. .bestemt….Lige indtil jeg kom til at spørge hvad det i grunden var de der runde ting.

-         Det er en rottefælde , sagde damen.

-         ROTTEfælde, gispede jeg forskrækket …og spekulerer stadig på om det vil kunne lade sig gøre at have rottefælde hængende som lampeskærme eller dekorationer???

Jeg synes faktisk de, som dekoration er flotte….men rottefælder??