Vibeke i Uganda

Farvel party

Der var farvelparty på terrassen på MS-Uganda landekontoret for mig sidts på eftermiddagen. Efter den sædvanlige times forsinkelse, hvor der ikke så ud til dukke nogle op overhovedet ( og jeg nåede at tænke, at det vist var temmelig pinligt, at jeg havde sagt ja til sådan en rec eption) - så kom der ellers gang i festen, skal jeg love for. Der kom faktisk rigtig mange mennesker. Der indløb endda sms´ere fra organisationerne i Hoima om at de desværre ikke kunne komme (det er dyrt for folk at køre helt til Kampala, så de er vel udskyldte - jeg er  rørt over de sendte en hilsen).

Det var rigtig hyggeligt. Masser af taler og gaver fra de ansatte på landekontoret og kollegaer i marken og øl, vand og vin og ad libitum. Bagefter sad vi og snakkede - om vores job som sædvanlig - indtil sulten meldte sig. Da jeg måtte bestemme, hvor vi skulle hen så blev det selvfølgelig - ja gæt - en tur til Kyoto - sushi restauranten. Det blev en rigtig hyggelig aften også

Certifikat uddeling

I et land hvor uddannelse ikke er alle tildelt er et certifikat på selv det mindste kursus tilsyneladende guld værd. Derfor har det været et stort krav fra dem, jeg har undervist i at lave nyhedsbreve, at få et bevis - et certifikat.

Jeg har den holdning, at hvis folk vil have et certifikat, må de også have lært noget. Vi går, som undervisere seriøst til opgaven, er det så ikke rimeligt at stille de samme krav til kursisterne? Ikke noget med at skulke fra halvdelen af undervisningen, glemme at dukke op eller hvad man nu ellerrs har af undskyldninger for ikke at deltage i de planlagte workshops. Da jeg havde barfodsjournalisterne i RDP-U til undervisning, var det kun halvdelen der fik certifikat tilsidst. Den anden halvdel havde nemlig ikke gennemført kurset (vi taler om 3 gange 4 dage fordelt over 1/2 år). De havde været væk ca haldelen af dagene. Det blev der en del diskussion ud af.

- Men hvad er et certifikat værd, hvis alle kan få et uanset om de har deltaget og lært noget eller ej?, var - og er - mit argument. Jeg  opdagede, til min store tilfredshed, at min kollega Mona Phipps praktiserer det samme princip. Hun arbejder med management indenfor landbrugssektoren (http://www.monaphipps@blogspot.com). Desværre er den generelle holdning i hele undervisningssystemet i Uganda, at papiret er mere værd end lærdommen. Hellere ansætte en, der har sovet sig gennem universitetet, bare han/hun har et papir, end en engageret dygtig uden.  (....og ja, man har været meget mere interesseret i mine papirer fra University of Agriculture, Copenhagen end beviset fra Danmarks Journalisthøjskole - på trods af hvad jeg skal hernede)

Nå, men i sidste uge afsluttede mine elever på Hoima Nursery Schools District Association deres kursus. De havde tilrettelagt, skrevet og produceret et flot medlemsblad. De havde alle fire været ivrige og engagerede elever, så det var en fornøjelse at sige tillykke og held og lykke fremover til dem.   

Fra venstre Christopher, Joy, William og foran Juliet

Tasker og tasker og tasker

- Jeg kunne godt tænke mig at få lavet en taske af krageskind, siger Peter pludselig med fast stemme.

Vi er midt i en bedugget diskussion om produktudvikling og kvalitets kontrol af de tasker, (og sko for den sags skyld) man kan få syet på Crane Skofabrik i Kampala.

Jeg har lige hentet en koboltblå selvdesignet taske af fiskeskind (Tilapia fra Victoriasøen). Syningen oppe ved lynlåsen kunne godt have været mere nøjagtig. Det er lige det med finishen, som gør hele forskellen, er vi enige om.

Min kollega Pernille har også designet en taske. Hendes er helt anderledes. Hun er ikke meget for fiskeskind, så her er valgt kalv – med hår. Hvid og sort.

Apropos kvalitet, så lod Pernille netop to andre tasker blive tilbage på fabrikken, fordi de ikke var ordentlig syet.

- Men tænk hvilke muligheder der var, hvis de nu syede ordentligt! Så var der mulighed for at bestille julegaver, ja og andre gaver , måske eksport....ja vi snakker…

Og så er det Peter slynger kravet om en krageskinds taske på bordet.

-Nu holder du altså op, man kan ikke lave tasker af fugleskind, siger Pernille lettere ophidset.

-Joeee, kvækker jeg, man kan faktisk lave de smukkeste tasker af struds. Det har jeg selv set i Sydafrika!

- En struds er ikke en fugl. Den kan ikke flyve, lyder det så.

- En struds har fjer, så det er en fugl! Peter holder med mig.

(obs: På det her tidspunkt skal man lige tage i betragtning, at vi intet har indtaget ud over øl - lunten er kort og vores maver skriger af sult fordi Sushi restauranten først bragte en helt forkert ordre ud - så vi nu sidder på tredje time og venter på mad.)

Nå, men Pernille gir sig ikke (og hun har gået til skind syning engang!).

- Man kan ikke kan lave en taske af fugleskind – flyvende fugleskind - fordi det er for tyndt, fastholder hun.

Og her får vi intet ud af at forsøge at sige, at fiskeskind også er tyndt, og man jo bare syede foer på bagsiden af det skind.

Vi sidder lidt og grunder i denne fastlåste situation, da Peter, som ellers undervejs har protesteret over en så temmelig kvinde-interesse-orienteret snak, pludselig blander sig igen.

- Men hvis man ikke kan sy en hel taske, kan man vel sy et halsbånd?, triumferer han. Sådan et vil jeg ha - et halsbånd af kyllingeskind …med nitter på!

Her er det jeg bryder sammen af grin.

Af yderligere bemærkninger kan nævnes, at Pernille, en time senere, (og efter at have indtaget sin andel af 36 stykker sushi) banker os begge i Trivial Persuit – såee....det.

Endnu et nyhedsbrev

I den forgangne uge har jeg arbejdet i nabobyen Hoima 60 km fra Masindi – hos organisationen Hoima Nursery Schools District Assosiation – altså hos endnu en af MS-Ugandas partnerne, som gerne ville have et medlemsblad på benene.

Jeg skulle undervise fire – bestyrelsesformanden og kassereren, sekretæren på kontoret og så en af eleverne, der læser til børnehaveklasse lærer. Et sjovt lille team. Et engageret team. Organisationen har for nylig været gennem en stor krise med en manager, som ikke var helt fin i kanten. Det kom til afskedigelse, bestyrelse blev tvunget til at gå af, der kom nyvalg og ny ansat ledelse. Tilsyneladende er hele den proces sket i god ro og orden, hvor den lokal Distrikts Leder (embedsmand på amtskontoret) ggik ind og var mægler.

Faktisk virker det, som om organisationen er kommet godt ud på den anden side. Der var optimisme og god stemning. Man var åben omkring de problemer man havde været igennem. Og alle så optimistiske på fremtiden, og virkede til at have lyst til at klø på.

Det er en dejlig oplevelse at komme ud til sådan nogle, som er opsat på at komme i gang og som lægger kræfter i et stykke arbejde.

Min undervisning bygger på lidt teori om at skrive forståeligt, lidt træning i at lave et interview, at være nysgerrig og turde stille spørgsmål og hjælpe hinanden med at være kritiske, rette og skrive om. Og når vi har snakket om den slags og øvet det ene og det andet, så bliver de ellers kastet ud i at lave bladet i praksis.

I Hoima nåede de fire faktisk at skrive et 16 sider stort medlemsblad (inklusiv flere artikler som på forskellig vis fortæller, om hvad der er sket og hvordan den økonomiske situation ser ud i dag), lavet layout og få trykket originalen ud inden torsdag aften.

Godt klaret.

Til gengæld mangler vi lige et par timers undervisning. De skal jo meget gerne have overblik over, hvordan de kommer videre til næste blad nemmest muligt, så jeg er nødt til at tage til Hoima igen på fredag.

Wauu..de er ..fantastiske

Ja så blev de håndsyede sko, jeg bestilte på fabrikken Crane Shoes i Kampala færdige.

Mie, min kollega hentede dem og sendte dem med sin mand herop til Masindi. Og jeg behøver ikke fortælle hvor spændt jeg var.

Jeg flåede dem ud af posen…..

Og det er helt sikkert, de støvler kommer til at hænge på mig. De er simpelthen vidunderlige at ha fødderne i. Skindet (fiskeskindet) er helt blødt og ret så flot. Jeg er sikker på det er et rigtig kup jeg har gjort, og jeg er parat til at få bestilt et par mere. (skal heldigvis til Kampala nu på fredag). De er vildt dejlige.

Tilgængæld er jeg dybt skuffede over det andet par. Skindet er vildt flot og den venstre sko passer godt, men den højre ligner noget der skulle have tilhørt Anders And – alt for bred og meget større end den anden – skrriiigg – HELDIGVIS skal jeg til Kampala på fredag for dem får de altså lige tilbage i hovedet igen. Det vil jeg ikke betale for. Jeg vil ha et par andre.

Det kedelige er bare at skindet er så flot og nu er det ødelagt – og de har ikke mere af den farve, men sådan er det vel med håndsyede ting – de er unike – på alle måder.

En dekadent drik

Det er højsæson for appelsiner lige nu. Man kan købe store spande fulde af appelsiner langs hovedvejen til Kampala. Især på vejen gennem Nakasongola distrikt – det er åbenbart et frugt distrikt. Det er også her alle de gode mangoer bliver solgt fra april til august.

Nå, sådan en kæmpespand appelsiner koster 2500 shilling ca  8,25 kr. Selv om de lokale appelsiner er mindre end dem, vi kender og fulde af kerner (og har grønne skaller) kunne jeg ikke lade være med at købe en spand. De skulle bruges til juice.

Men tænk en ganske almindelig appelsinpresse af plastic er ikke til at opdrive i dette land, der bugner af saftig frugt, og hvor der ellers sælges i tonsvis af alverdens farvestrålende billigt ”made in China”, ”Made in Hongkong” plastic. Men nej, ingen lille simpel plastic appelsinpresse.

Tilgengæld kom den ene butiksejer efter den anden slæbende med store kasser indeholdende fine elektrisk juicepressere !!???

Jeg har konkluderet, at det må betyde, at juice af frugt ikke er noget de lokale drikker (de har jo i al fald sjældent strøm indlagt, og hvis det er indlagt, er der jo lige så tit strømafbrydelser).

Appelsinjuice er åbenbart en dekadent drik for udlændige.

Jeg nægtede dog at købe sådan et monstrum (og der var jo alligevel ingen strøm den dag) – og benyttede til gengæld en gaffel. Det var ret hårdt.

Dagen efter opdagede jeg, at min hollandske veninde i Masindi havde importeret en appelsinpresse hjemmefra. Den lånte jeg og viste min hushjælp, hvordan man skulle gøre. Uhm det smagte godt.

Shopaholic

Jeg er virkelig spændt nu - om jeg har gjort et uovertruffen kup - eller bare får en lang næse.

Jeg har nemlig været ude på Crane Shoes - en sko fabrik i Kampala - og har fået taget mål til to par håndsyyede sko, som skal laves i det lækreste fiskeskind fra Nile perch fanget i Victoriasøen. Min kollega Mie var med for det er et par af hendes sko, vi begge har været vilde med at få kopieret. Nu skal det være.

Men da vi stod der i fabrikken og så på alle de andre modeller, slog det mig ( som jo har et svagt gen for sko (det er arvet!)) at måske skulle jeg også forsøge mig med et par støvler, jeg kan tage med hjem til vinter Danmark. Så nu er skindet valgt, målene taget og depositum betalt - og Mie kan efter sigende hente resultaterne på fredag. Det er da vildt spændende. Og tænk hvis de bliver gode, så er 200 kroner jo ikke meget for fiskeskinds sko - fisk fra Victoria..det er der da noget værdigt souvenir over, vil jeg mene.

Crane Shoes opstod som et projekt med støtte fra - jeg tror det v ar Holland. Man ville give folk en håndværksmæssig uddannelse som de så kan tage med hjem og bruge i landsbyerne - eller føre videre til et reelt erhverv med salg til udlændige i Kampala for øje. Det går vist meget godt for dem og de har da også udvidet sortimentet med tasker og lignende. Og det fine er at du kan bare komme ind med en model eller tegne, hvordan du vil have det skal se ud, så bliver det lavet. Selv BBC Network Africa har lavet et indslag om fabikken. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at rejse penge så den lille gruppe fra min organisation RDP-U, som for nylig fandt på at sy sko i landsbyen Kakooge kan komme på ekskursion ind til Crane. Jeg tror det vil give dem god inspiration.

Fest i familien

MS-Uganda har fået ny chef. Det er Mads B. Jørgensen, som faktisk er min forgænger hos organisationen RDP i Masindi.

Mads var der, mens det endnu var DGI, som styrede slagets gang og havde penge til det fra DANIDA. Det var dengang tiderne for organisationen var anderledes end i dag. Men sjovt er det da.

Mads afløser Ullas Strøbæk som har været chef på hovedkontoret i K ampala og for hele MS programmet her i landet de seneste knapt 6 år.

I anledning af det chefskifte var vi alle inviteret til fest på landekontoret torsdag aften.

Og det blev en god fest.

De kom fra nær og fjern – alle MS-partnerne, alle MS’ s samarbejdspartnere, de kom fra ambassaden, fra leverandører og administrative samarbejdspartnere, fra trykkeriet, ja selv fra lægeklinikken dukkede medarbejdere og ledere op.

Og alle os, development work’ere - DW’ere som vi hedder i dagligs tale - var der selvfølgelig også.

Der var rejst en pavillon på gårdspladsen, arrangeret 1000-vis af pindemadder, pustet balloner op og lagt kassevis af vin og øl på is.

Ulla blev takket med Tina Turner sange ”Simply the best”- som de ansatte på kontoret havde skaffet til veje sammen med et fint ”Miss Uganda” – bånd.

Og så fulgte alle talerne i en lind strøm – inklusiv vores egen, som vores officielle ”tillidsmænd” Marianne og Peter holdt i fællesskab.

Vores gave til Ulla var et par smukke mælkedunke fra det vestlige uganda – nogle træ kalabas lignende beholdere med sølv indlagt. Godt ugandisk kunst som kan gøre sig derhjemme også er vi overbeviste om.

Da alt det var slut blev der skruet op for musikken – og for en gangs skyld blev der danset og danset. Se det var en rigtig fest – en god fest.

Fantastisk koncert

Det var en fantastisk koncert i går aftes. Der var så meget liv og inspiration i gamle Hugh Masekela og hans band. Jeg følte mig nærmest helt høj over musikken - det tror jeg nu også langt de fleste andre 1499 gjorde.( Det gjorde i al fald de 10 MS kollegaer,  som jeg varsammen med)

Det var en velgørenhedskoncert til fordel for handicappede mennesker i Uganda. Så inden på selve gulvet i den kæmpestore sal på hotel Serena var der dækket op med hvide duge, høje kandelabre og flotte serviet dekorationer. Her havde et par hundrede af Kampalas bedste borgere købt billetter for 300.000 ush stykket (ca 1000 kroner). Vi andre sad på de amfi anbragte stolerækker rundt langs væggene - det kostede 50.000 ush (ca 170 kroner) - og det var pengene værd - mange gange pengene værd - da først Masekela kom igang (først var der naturligvis utallige taler om handicappede børns vilkår, der blev vist en lille film om handicap foreningen i Uganda og et kor bestående af blinde og døve børn underholdt med nogle sange. Det gjorde et andet børnekor også).

Med Masekela og hans 7 musikere på scenen og det varede da heller ikke længe inden det meste af salen var helt oppe at køre.

Det havde været rart hvis der havde været et reelt dansegulv i stedet for at stå på trapperne mellem stolerækkerne.

Men alligev el - det var svært at sidde stille.

Se, det rigigt dumme var selvfølgelig, at arrangørerne ikke benyttede lejligheden til at sælge masekela CD-er udenfor i foyeren. Vi havde gladeligt givet overpris til fordel for børnene efter den koncert.

Nå men sådan gør man ikke her i Uganda, så jeg vil køre ud til Game supermarkedet for at se om de har nogle - Game er en sydafrikansk kæde - og Masekela er også fra Sydafrika - så man kan jo håbe. Den ene CD jeg har på Ipod´en er ikke nok mere - jeg kunne høre han har meget meget mere at byde på.

Hvidt - sort eller bare gråt

Det bliver mere og mere vanskeligt at skelne mellem hvidt og sort – rigtigt og forkert – godt og ondt – efterhånden som de her fredsforhandlinger mellem Lords Resistence Army (LRA) og den ugandiske regering skrider frem.

Nu for eksempel – for ca 14 dage siden skød soldater fra den ugandiske hær en af topfolkene i LRA – Raska Lukwiya. (Et stort nærbillede af hans lig blev bragt på forsiden af avisen Monitor - man så det størknede blod i hovedet, et skudhul(?), de halvlukkede øjne..alt.. for sådan gør man hernede i medierne...).

Han var en af de fem som er indklaget for den Internationale Domstol i Haag og en af dem ICC har udstedt arrestordre på.

Han blev begravet i en landsby i nærheden af Gulu den forgange uge. Og hans bror holdt begravelsestalen.

Broderen siger så i sin begravelsestale, at Raska Lukwiya aldrig nogen sinde var med til at grundlægge LRA – tværtimod blev han, som ung mand, bortført af LRA soldater i 1989 og tvunget ind i hele den voldelige og grusomme verden. Tvunget til at slå ihjel, voldtage, skære lemmer, læber og ører af folk, tvunget til at tvinge andre – hvis han altså ikke ville slås ihjel selv.

Man kan selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved om det er korrekt, det broderen siger – men det kan det faktisk sagtens være.

Og så er det, man kan begynde at spekulere på – hvornår det tvungne bliver til selvstændige handlinger?

Hvornår begynder der at dukke et ansvar op for det man gør?

Hvorfor er  kun de 5 aller øverste anklaget for folkedrab etc ifølge ICC?

Hvad er det præsis, der afgør at alle andre LRAs soldater kan gå fri ?

Hvad err retfærighed ?

Hvor meget vil  en regering gøre for at skaffe fred?

Og hvilken fred er det man skaffer?

(PS billederne er fra Otwal lejren, hvor op mod 15.000 mennesker, lever og i årevis har levet, under kummerlige forhold, fordi de er blev tvunget til at flygte fra deres hjem i  landsbyerne i omegnen pga LRAs angreb, bortførsler og hærgen. masser af  mindre børn er faderløse, forældreløse - fordi deres forældre er blevet myrdet - af LRA).