Medlemmerne af den organisation jeg arbejder for, Recreation for Development and Peace Uganda, RDP-U er begyndt at rejse sig og opdage at deres (betalte) medlemskab har en praktisk og afgørende betydning.
De er begyndt at indse, at det er deres egen forening, at de har stemmeret til bestyrelsen, og både de og bestyrelsen er begyndt at forstå, de har retten til at skabe foreningen og har det sidste ord, når det drejer sig om at planlægge fremtidens gøremål og så videre. Det er spændende. (og lidt stolt kan jeg også være, for den erkendelse er blandt andet kommet på grund af mit arbejde i landsbyerne).
Men rent praktisk det har faktisk betydet, at den ansatte leder og medarbejdere (dem i Masindi) blev fuldstændig hysteriske af raseri, gik i ”Sit Down” strejke – råbte op om, de aldrig nogensinde skal have nogen over sig, heller ikke bestyrelser, lagde forhindringer i vejen for bestyrelsen ved bland andet at true med alverdens ulykker og opsigelser.
Så mistede bestyrelsen en hel del af sin nyvundne selvtillid igen, gennemførte ikke de beslutninger den meget positivt og overraskende pludselig havde vedtaget i møder med MS og en eksterne rådgiver (en anden DW med erfaring i organisation) - til stor frustration for den program ansvarlige i MS og mig.
Baggrunden er at hele RDP fra 1999 til 2005 var et projekt, kørt og styret af DGI i Danmark med penge fra DANIDA og med netop den nuværende lokalt ansatte ledelse, som absolut øverste top hernede.
I samarbejde med DGsI repræsentanter har ledelsen hernede kørt med klatten hidtil.
Pr 2006 skulle foreningens officielle status ændres til medlemsorganisation (som vi kender det hjemmefra) med valg af lokale bestyrelser, af den overordnede bestyrelse, medlemskontingent, registrering af medlemsgrupper etc – Det er også gennemført i løbet af 2005.
Så alt lå lige for til at arbejdede videre med.
Det har ledelsen også hele tiden sagt, den gjorde - udadtil og hver gang der har været officielle gæster, eller potentielle donorer, på besøg.
Men der er desværre langt fra teori til praksis – har jeg langsomt indset.
Uroen i foreningen, ser jeg som et sundhedstegn – processen skal jo gennemføres på et tidspunkt på den ene eller den anden måde.
Jeg havde dog troet, at de uddannede medarbejdere som RDP-U trods alt har (de brøster sig med både Master Degrees, tidligere store stillinger, efteruddannelseskurser i ledelse og management etc) – vidste, hvilken typee organisation de nu var ansat i, og reelt arbejdede for det, de har sagt, de gjorde, ved festlige lejligheder.
Men desværre nej.
Der var åbenbart en skjult dagsorden – nemlig ikke at give magten fra sig. Så det var en streg i regningen, at medlemmerne pludselig rejste sig.
Og så blev jeg udset til at være den onde heks, der ødelægger alt (man taler jo helst ikke om egne svigt og den direkte mangel på engagement i foreningen, som man selv udviser).
Beskyldninger om racisme, at gå ledelsen i bedene og at være uduelig, er blevet hældt ud over mig af den ansatte leder.
Nu skal man jo tage den slags udfra en professionel betragtning – og det er interessant nok, men altså alligevel temmelig hårdt (men MS-Uganda har heldigvis hele tiden stået bag mig og støttet).
Og flere af mine søde MS-kollegaer har tålmodigt lagt øre til, når frustrationerne skulle ud, eller gode råd skulle indhentes.
For selvfølgelig har ”oprøret” fra medlemmernes side vel noget med min ansættelse at gøre? Men det skal jeg være stolt af, vil jeg mene. Vi er vel netop ansat hernede for at få noget til at bevæge sig i en defineret ”rigtig” retning?
Nå men her på det seneste ser det heldigvis ud som om, det hele begynder at køre langsomt fremad igen – den ansatte leder ser ud til at have taget nogle alvors ord til sig, og virker til at være mere konstruktiv og fremkommelig nu – så jeg krydser fingre for det er oprigtigt ment, den her gang. Det kun jo være godt at lande et fornuftigt sted til oktober.
Jeg er i al fald optimist.
Medlemmerne er fattige folk fra lerhytter med stråtage, men de er aktive og engagerede og vil utrolig gerne have gang i en udvikling i deres landsby. Her er en lyst til at tage fat, og det har været utrolig sjovt og oplivende at arbejde med.
Recent Comments