Vibeke i Uganda

Wauu..de er ..fantastiske

Ja så blev de håndsyede sko, jeg bestilte på fabrikken Crane Shoes i Kampala færdige.

Mie, min kollega hentede dem og sendte dem med sin mand herop til Masindi. Og jeg behøver ikke fortælle hvor spændt jeg var.

Jeg flåede dem ud af posen…..

Og det er helt sikkert, de støvler kommer til at hænge på mig. De er simpelthen vidunderlige at ha fødderne i. Skindet (fiskeskindet) er helt blødt og ret så flot. Jeg er sikker på det er et rigtig kup jeg har gjort, og jeg er parat til at få bestilt et par mere. (skal heldigvis til Kampala nu på fredag). De er vildt dejlige.

Tilgængæld er jeg dybt skuffede over det andet par. Skindet er vildt flot og den venstre sko passer godt, men den højre ligner noget der skulle have tilhørt Anders And – alt for bred og meget større end den anden – skrriiigg – HELDIGVIS skal jeg til Kampala på fredag for dem får de altså lige tilbage i hovedet igen. Det vil jeg ikke betale for. Jeg vil ha et par andre.

Det kedelige er bare at skindet er så flot og nu er det ødelagt – og de har ikke mere af den farve, men sådan er det vel med håndsyede ting – de er unike – på alle måder.

Stormøde på hotellet

Det var en ganske fornøjelig første weekend på Masindi Hotel. Og det viste sig at man godt kan have gæster, selv om man bor på hotel. I al fald kom Marina og Fransiesca fra Kampala for at holde weekend her. Det havde vi snakket om længe og der efter som jeg ikke havde andet hjem – ja så blev det hotellet.

Vores kollegaer i nord Uganda havde haft næstformanden for MS på besøg og Pernille fra Arua var på vej ned til Kampala/Entebbe lufthavn med ham, så de besluttede også at gøre holdt på Masindi Hotel. Det samme gjorde vores korttids-kollega Mona, som kom fra en uges arbejde i Hoima og var på vej til den kommende uges arbejde i Apac.

Så det blev til en  masse MS snak, som den sagesløse enlige mand omkring bordet forhåbentlig fandt relevant. Han er jo immervæk organisationens næstformand. Ganske hyggeligt var det i al fald.

Til valg i RDP-U

I går var min kollega Esther og jeg i Biiso (ude ved Lake Albert), hvor der skulle være valg til lokalbestyrelsen i RDP-U.

Altså, alt i alt skulle det valg simpelthen foregå, som et hvilket som helst valg til en bestyrelse i en dansk idræts- eller ride-forening. Men, jeg ved ikke, hvorfor det altid ender, som et eller andet meget meget indviklet og højtravende hernede – eller jo – det er vel fordi demokrati stadig er uforståeligt og anderledes i den ugandiske hverdag. For alle, inklusiv  Esther.

Nå, men grupperepræsentanterne dukkede op og Esther begyndte at forklare, hvad medlemsdemokratiet gik ud på, og hvordan deres grupper har formænd og hvordan de overordnede distriktsbestyrelser er placeret i forhold til grupperne og hvor hovedbestyrelsen er – og hvem der referer til hvem når beslutninger skal tages etc.

Og så er det, at hun begynder at rode de ansatte i sekretariatet ind i det system. Og begynder at forklare, at de (af hovedbestyrelsen) ansatte er en del af hele det valgsystem.

Ååååhh, så følte jeg ligesom at opgaven hernede er for tung for mig  - jeg har forsøgt og forsøgt i 10 mdr – nu er jeg træt!!!

Det er meget svært at forstå grundprincipperne i et medlemsdemokrati – i et demokrati i det hele taget. Hvad skal folkevalgte parlamentsmedlemmer, hvad skal en regering og hvad laver ansatte i ministrierne – jo det bliver rodet godt og grundigt rundt – på alle niveauer – hernede i det spirende demokrati.

Nå, men vi fik rettet det hele lidt til og gennemført et demokratisk valg, hvor kandidaterne kom op og agiterede for deres kandidatur, med hemmelig stemmeafgivelse og åben stemmeoptælling. Og dagen endte til alles tilfredsstillelse med en bestyrelse på 9 (heraf 3 kvinder).

Så lad mig i sidste ende tro på, at vi trods alt lagde en lille spire  til en form for demokratisk fremtid i Biiso i går. Flere billeder er lagt ud i fotoalbum "Til valg i Biiso".

Flyttet igen igen

I går kom min svenske kollega Kajsa hjem fra Sverige med mand og nyfødt datter – og selvfølgelig skulle hun have sit hus tilbage (**. …!! bande bande bande....hvorfor i al verden vil hun det??), så nu er jeg flyttet på Masindi Hotel.

Det er såmænd fint nok. Her har Hemmingway også engang boet (sikkert i et af rummene ud mod vejen!).

Men alligevel suk, fra at have boet fyrsteligt og uafhængigt og som et normalt stationært menneske er jeg nu henvist til ca 14-15 kvm og tydeligvis midlertidigt – dog stadig med en kæmpe have udenfor. Hotelhaven her er ganske uforstyrret, og med lidt møbler ville den være fortræffeligt at nyde aftnerne i

Mens jeg sad her og havde ondt af mig selv over alt det her besvær i mine sidste uger hernede, kom jeg til at tænke på at der måske er noget fornuftigt over det (en sidste desperat tanke?).

Dels er min happengut nu indskrænket til tre kufferter og et helt bagsæde i en bil (fra tre bil-lad + bagsædet) – så det går fremad.

Målet er at ende med 40 kilo og to kufferter om tre uger, når jeg kører til lufthavnen !!

Men dels vil jeg vel også blive himmelhenrykt over at gense min Københavner lejlighed på 23 kvm.- det er jo et palads i forhold til hotelværelset her.

En dekadent drik

Det er højsæson for appelsiner lige nu. Man kan købe store spande fulde af appelsiner langs hovedvejen til Kampala. Især på vejen gennem Nakasongola distrikt – det er åbenbart et frugt distrikt. Det er også her alle de gode mangoer bliver solgt fra april til august.

Nå, sådan en kæmpespand appelsiner koster 2500 shilling ca  8,25 kr. Selv om de lokale appelsiner er mindre end dem, vi kender og fulde af kerner (og har grønne skaller) kunne jeg ikke lade være med at købe en spand. De skulle bruges til juice.

Men tænk en ganske almindelig appelsinpresse af plastic er ikke til at opdrive i dette land, der bugner af saftig frugt, og hvor der ellers sælges i tonsvis af alverdens farvestrålende billigt ”made in China”, ”Made in Hongkong” plastic. Men nej, ingen lille simpel plastic appelsinpresse.

Tilgengæld kom den ene butiksejer efter den anden slæbende med store kasser indeholdende fine elektrisk juicepressere !!???

Jeg har konkluderet, at det må betyde, at juice af frugt ikke er noget de lokale drikker (de har jo i al fald sjældent strøm indlagt, og hvis det er indlagt, er der jo lige så tit strømafbrydelser).

Appelsinjuice er åbenbart en dekadent drik for udlændige.

Jeg nægtede dog at købe sådan et monstrum (og der var jo alligevel ingen strøm den dag) – og benyttede til gengæld en gaffel. Det var ret hårdt.

Dagen efter opdagede jeg, at min hollandske veninde i Masindi havde importeret en appelsinpresse hjemmefra. Den lånte jeg og viste min hushjælp, hvordan man skulle gøre. Uhm det smagte godt.

Shopaholic

Jeg er virkelig spændt nu - om jeg har gjort et uovertruffen kup - eller bare får en lang næse.

Jeg har nemlig været ude på Crane Shoes - en sko fabrik i Kampala - og har fået taget mål til to par håndsyyede sko, som skal laves i det lækreste fiskeskind fra Nile perch fanget i Victoriasøen. Min kollega Mie var med for det er et par af hendes sko, vi begge har været vilde med at få kopieret. Nu skal det være.

Men da vi stod der i fabrikken og så på alle de andre modeller, slog det mig ( som jo har et svagt gen for sko (det er arvet!)) at måske skulle jeg også forsøge mig med et par støvler, jeg kan tage med hjem til vinter Danmark. Så nu er skindet valgt, målene taget og depositum betalt - og Mie kan efter sigende hente resultaterne på fredag. Det er da vildt spændende. Og tænk hvis de bliver gode, så er 200 kroner jo ikke meget for fiskeskinds sko - fisk fra Victoria..det er der da noget værdigt souvenir over, vil jeg mene.

Crane Shoes opstod som et projekt med støtte fra - jeg tror det v ar Holland. Man ville give folk en håndværksmæssig uddannelse som de så kan tage med hjem og bruge i landsbyerne - eller føre videre til et reelt erhverv med salg til udlændige i Kampala for øje. Det går vist meget godt for dem og de har da også udvidet sortimentet med tasker og lignende. Og det fine er at du kan bare komme ind med en model eller tegne, hvordan du vil have det skal se ud, så bliver det lavet. Selv BBC Network Africa har lavet et indslag om fabikken. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at rejse penge så den lille gruppe fra min organisation RDP-U, som for nylig fandt på at sy sko i landsbyen Kakooge kan komme på ekskursion ind til Crane. Jeg tror det vil give dem god inspiration.

Afrikas perle – Uganda

Man kan godt forstå de britiske kolonister elskede Uganda. Klimaer er fantastisk.

Her er varmt, men sjældent for varmt, ja engang i mellem er man endda nødt til at tage en trøje på. Uganda er meget behagelig.

Det blæser også engang imellem, lige som det kan blæse hjemme i Danmark.

Og det regner, vildt og voldsomt, så det ødelægger jordvejene, men det regner aldrig ret længe ad gangen. Så holder det op igen og luften er fyldt med duften af friske blomster og græsser, som en forårsmorgen derhjemme.

Uganda er også frodig og overvældende grøn Over alt, hvor man kigger hen vokser der bananpalmer, mango og avokado træer, pinje, teak, papaya, majs, sorghum, bønner, jordnødder, casava, meloner – grønt grønt grønt – kun afbrudt af røde flamme træer og et hav af violette bourgainville i alle nuancer.

Det er vanvittig smukt – men engang imellem er det for meget – og man får lyst til at råbe – hvor er den halvt afsvedne savanne? Hvor er de spredte flade akacie træer og græsstepperne? Hvor er det Afrika, man kender fra film?

Men det er ikke i Uganda. Uganda er grøn.

Fest i familien

MS-Uganda har fået ny chef. Det er Mads B. Jørgensen, som faktisk er min forgænger hos organisationen RDP i Masindi.

Mads var der, mens det endnu var DGI, som styrede slagets gang og havde penge til det fra DANIDA. Det var dengang tiderne for organisationen var anderledes end i dag. Men sjovt er det da.

Mads afløser Ullas Strøbæk som har været chef på hovedkontoret i K ampala og for hele MS programmet her i landet de seneste knapt 6 år.

I anledning af det chefskifte var vi alle inviteret til fest på landekontoret torsdag aften.

Og det blev en god fest.

De kom fra nær og fjern – alle MS-partnerne, alle MS’ s samarbejdspartnere, de kom fra ambassaden, fra leverandører og administrative samarbejdspartnere, fra trykkeriet, ja selv fra lægeklinikken dukkede medarbejdere og ledere op.

Og alle os, development work’ere - DW’ere som vi hedder i dagligs tale - var der selvfølgelig også.

Der var rejst en pavillon på gårdspladsen, arrangeret 1000-vis af pindemadder, pustet balloner op og lagt kassevis af vin og øl på is.

Ulla blev takket med Tina Turner sange ”Simply the best”- som de ansatte på kontoret havde skaffet til veje sammen med et fint ”Miss Uganda” – bånd.

Og så fulgte alle talerne i en lind strøm – inklusiv vores egen, som vores officielle ”tillidsmænd” Marianne og Peter holdt i fællesskab.

Vores gave til Ulla var et par smukke mælkedunke fra det vestlige uganda – nogle træ kalabas lignende beholdere med sølv indlagt. Godt ugandisk kunst som kan gøre sig derhjemme også er vi overbeviste om.

Da alt det var slut blev der skruet op for musikken – og for en gangs skyld blev der danset og danset. Se det var en rigtig fest – en god fest.

Elefanter i flok

Prøv  at klikke på det her billede så det bliver lidt større. Så vil man nemlig kunne se en gråsort masse ude i mellem træerne og græsset. -æhh og så er det jo, jeg kan sige, som alle elendige fotografer, der har tvunget vennerne til lysbilleder efter at have været på safari: ... " derude er en stor flok elefanter"..

Jamen der er altså en stor flok elefanter på det billede - den vist nok største flok jeg nogensinde har set samlet i Murchinson National Park. Flokken stod lige indenfor gaten ved Pakwach igår. Min kollega Peter og jeg havde lige snakket om, at vi VILLE se en stor flok elefanter og en stor flok giraffer - og vupti:... - se der ..der... alt det grå... det er ELEFANTER....

Så blev bremse pedalen ellers aktiveret - og vi gik ud for at nyde synet - også Peters kollega Avelino fra Koboko.

Der var omkring 50 elefanter. De så os godt og stirrede tilbage på os derude fra distance, men de havde mere lyst til at æde - og følte sig tilsyndelandende trygge på den afstand - det gjorde vi også.

Storbyen Arua

Jeg har været på weekend i Arua i nord-vest Uganda. Der skulle jo være en eller anden form for belønning oven på rapportskrivningen.

Arua er en stor by i forhold til Masindi og det er en dejlig by med et helt fantastisk marked, ja nærmest en tyrkisk basar, hvis jeg skal sammenligne med noget.

Jeg kan gå på det marked i timevis og se på de mange spøjse ting, lækre stoffer fra Congo, plastic dimse, underlige kinesiske køkkenting, kunsthår, tasker og tøj. Der er alverdens tøj, både nyt og genbrug. Bortset fra de congolesiske stoffer og nogle hippe plastic net (som man også finder i de trendy butikker i København) - så er det meste noget gyseligt ubrugeligt juks. Men det er faverigt og folkeligt og mest af alt ganske underholdende.

Grøntsags markedet er også noget helt specielt i forhold til Masindi marked. I Arua er der nemlig masser af forskellige grøntsager, som man aldrig ser skyggen af hjemme i Masindi. Så jeg har købt både frisk koriander, flotte friske ingefær, spinat, knust piri piri og store appelsiner – nede hos os kan man kun finde de der små appelsiner, som er sure og fulde af kerner. Nu er jeg spændt på at prøve dem her. Om end ikke andet så kan man vel lave saft af dem, går jeg ud fra.

I Arua kan man også få den rigtig gode ugandiske kaffe, man ellers skal helt til Kampala for at finde. Jo det er en god handelsby – måske som følge af, at her er rigtig mange udlændinge udstationeret for utallige hjælpe organisationer. De arbejder både i Uganda, Congo og Sudan herfra West Nile, hvor Arua ligger.