Vibeke i Uganda

Ind fra bushen

Der er ikke noget, der hedder ”at komme standsmæssigt til byen” i de her tider.

Det måtte jeg sande gennem den uge jeg arbejde i Hoima. Det er ca 60 km fra Masindi ad en jordvej af de aller værste – og her mener jeg altså en rigtig rigtig elendig hullet jordvej. Når det så tilmed har regnet er alle huller fuldt op med rødt vand.

Det er umuligt at undgå at sjaske alle stakkels gående og cyklende fuldstændig til med mudder. Straffen er til gengæld, at jeg selv kører rundt i den mest møgbeskidte bil jeg nogensinde har set. Tøj og alt bliver helt terra cotta farvet, hvis man så meget som kommer til at strejfe køretøjets døre eller dørtrin, når man stiger ind eller ud (og det er altså ret svært at undgå, når der er tale om så højbenet en bil, kan jeg godt fortælle). 

Dekorativt

Da jeg var på markedet forleden fik jeg pludselig øje på noget som helt sikkert vil se ret flot ud som lampeskærm eller bare som dekoration i en stue. Da jeg kom nærmere kunne jeg se, det er noget man skal købe enkeltvis – altså at der var stablet flere oven på hinanden. Men det gør jo ikke noget.

Damen som solgte dem spurgte om jeg ville købe en – nej nok ikke for, hvor skal jeg lige anbringe den – men helt sikkert – hvis jeg skulle blive boende så ville jeg gerne. .bestemt….Lige indtil jeg kom til at spørge hvad det i grunden var de der runde ting.

-         Det er en rottefælde , sagde damen.

-         ROTTEfælde, gispede jeg forskrækket …og spekulerer stadig på om det vil kunne lade sig gøre at have rottefælde hængende som lampeskærme eller dekorationer???

Jeg synes faktisk de, som dekoration er flotte….men rottefælder??

Stormøde på hotellet

Det var en ganske fornøjelig første weekend på Masindi Hotel. Og det viste sig at man godt kan have gæster, selv om man bor på hotel. I al fald kom Marina og Fransiesca fra Kampala for at holde weekend her. Det havde vi snakket om længe og der efter som jeg ikke havde andet hjem – ja så blev det hotellet.

Vores kollegaer i nord Uganda havde haft næstformanden for MS på besøg og Pernille fra Arua var på vej ned til Kampala/Entebbe lufthavn med ham, så de besluttede også at gøre holdt på Masindi Hotel. Det samme gjorde vores korttids-kollega Mona, som kom fra en uges arbejde i Hoima og var på vej til den kommende uges arbejde i Apac.

Så det blev til en  masse MS snak, som den sagesløse enlige mand omkring bordet forhåbentlig fandt relevant. Han er jo immervæk organisationens næstformand. Ganske hyggeligt var det i al fald.

Flyttet igen igen

I går kom min svenske kollega Kajsa hjem fra Sverige med mand og nyfødt datter – og selvfølgelig skulle hun have sit hus tilbage (**. …!! bande bande bande....hvorfor i al verden vil hun det??), så nu er jeg flyttet på Masindi Hotel.

Det er såmænd fint nok. Her har Hemmingway også engang boet (sikkert i et af rummene ud mod vejen!).

Men alligevel suk, fra at have boet fyrsteligt og uafhængigt og som et normalt stationært menneske er jeg nu henvist til ca 14-15 kvm og tydeligvis midlertidigt – dog stadig med en kæmpe have udenfor. Hotelhaven her er ganske uforstyrret, og med lidt møbler ville den være fortræffeligt at nyde aftnerne i

Mens jeg sad her og havde ondt af mig selv over alt det her besvær i mine sidste uger hernede, kom jeg til at tænke på at der måske er noget fornuftigt over det (en sidste desperat tanke?).

Dels er min happengut nu indskrænket til tre kufferter og et helt bagsæde i en bil (fra tre bil-lad + bagsædet) – så det går fremad.

Målet er at ende med 40 kilo og to kufferter om tre uger, når jeg kører til lufthavnen !!

Men dels vil jeg vel også blive himmelhenrykt over at gense min Københavner lejlighed på 23 kvm.- det er jo et palads i forhold til hotelværelset her.

En god uge

Det har været en god arbejdsom ugen, den forrgangne, og også en dejlig uge socialt set.

Jeg arbejder med min slut rapport til MS. Det går fremad, men langsomt. Mest fordi jeg tilsyneladende har brrug for at skrive mig gennem flere versioner for at komme gennem de forskellige lang af vrede, irritation, opgivenhed, begejstring, impulsivitet, personlighed,  - for forhåbentlig at ende et sted hvor det bliver til saglighed og konstruktivitet.

Den sidste del har min kollega Pernille fra Arua været rigtig god til at guide mig i retning af, de gange jeg har været for langt ude i et eller andet.

Det har været rigtig hyggeligt at sidde der og arbejde på hver vores computer i stuen (de få gange der har været strøm i den her uge - ellers sad vi (for dyre domme) på internet cafeen). Hyggeligt og nemt, fordi jeg så har haft lejlighed til at spørge, diskutere - og bare snakke.

Om aftenen har vi lavet formiddable middagsretter (det vil sige, det har vist sig, at det suverrænt er Pernille der er bedst i et køkken, så det er hende der har lavet uovertrufne retter - af de råvarer man kan finde på Masindi marked). De kan bruges til rigtig mange forskellige retter - kinesisk, thai, indisk, fransk, dansk, italiensk - inspireret. Igen fik jeg lyst til at lave den kogebog, jeg i årevis har fablet om.

Onsdag aften kom Peter fra Koboko også til Masindi. Han var på vej hjem - fra Kampala - og havde kæmpe store møre bøffer med fra den belgiske slagter på Quality Hill - og et par flasker rigtig gode vine. Det var en dejlig aften med masser af snak.

Dagen efter, så var det de fem danske håndbold instruktører som skulle se, hvordan vi MS´ere bor.

De skulle selvfølgelig til Sun Downer på terrassen med efterfølgende sphagetti m kødsovs (det havde de selv valgt - heldigvis - for det er da til at lave helt OK) - og igen gik snakken lystigt og hyggeligt til langt over midnat - de er friske sådanne sportsmennesker.

Fredag skulle der så pakkes, sendes nogle mails, laves nogle aftaler og så ellers afsted til Kampala. Heldigvis var det endnu en "ingen strøm"-dag, så selv om jeg havde dårlig samvittigehed over ikke at sidde ved computeren, så var det jo OK at køre afsted mod sikker strømforsyninger på gæstehuset i Kampala.

I går aftes var der fest hos et kollegapar her i Kampala, som lige har været hjemme i Danmark/Tyskland på barsel - det var endnu en rigtig god aften, med udsigt over et oplyst Kampala og hjørnet af Victoriasøen fra terrassen - hvor den kølige hvidvin stod på bordet og snakken røg gennem natteluften.

Nu klokken 16 er vi mange som mødes på Blue Mango (et rigtig hængeud-sted med store flyde sofaer og god musik i højtalerne). Vi skal bygge op til aftenens koncert på Serena Hotel med den sydafrikanske trompetist Hugh Masekela. Det glæder jeg mig til - både hyggen og koncerten. Men inden da vil jeg lige se, om jeg kan nå endnu nogle sider i min rapport - her er jo strøm!! 

Skolepatrule

Man bliver positivt overrasket engang imellem. For eksempel da jeg opdagede, at der stort set er rygeforbud alle vegne her i landet undtagen i ens eget hjem og ude på gaden. Men da næsten ingen ugandere er rygere, så er det med rygning udenfor meget begrænset.

Jeg blev også glad da den kvindelige minister for Skoler og Uddannelse for nylig bebudede, at nu skal der indføres forbud mod at straffe skoleelever med spanskrør. Godt initiativ, som desværre springer ud af en meget sørgelig sag, hvor en 18 årig gymnasieelev (Secondary School) er blevet tævet halvdød og delvis lam af sin lærer. Skrækkeligt, men det er godt hvis der bliver taget affære – og det håber jeg jo der bliver, når nu ministeren går ind i sagen.

Forleden middag blev jeg også glad.

Eleverne på en af Masindi´s skoler havde fået fri og utallige af dem skulle krydse byens hovedgade – og hvad ser jeg ? – en skolepatrulje! En lærer med et stort rødt flag i hånden

Som man kan se på billedet, så tager han fornuftigt fat på situationen.

Han går hen til fortorvskanten (hvis man kan kalde grøften det?) , holder eleverne tilbage og kigger søgende op og ned ad gaden for at se om der er fri bane.

Der er tilsyneladende ingen sindsygt kørende biler eller boda-bodaer, og eleverne kan gå over.

Her i Uganda bliver gader ikke kun brugt som gader, men også som fortorv.

På det andet billede kan vi se, at eleverne fint krydser vejen – men også, at der er enkelte andre fodgængere, som passerer på tværs af eleverne, men det skal nok gå – lærerens autoritet er næsten stadig intakt.

(Ps: mændene på billedet, der holder hinanden i hånden er ikke homoseksuelle - de er bare gode venner - alle mandlige gode venner holder i hånd og fletter fingre - tilgengæld holder man aldrig i hånd med sin kæreste)

Men tilbage til billederne, nu går det nemlig galt – her på tredje billede kan vi se at læreren ikke længere rigtig kan styre situationen mere. De mange og fuldstændig autonome cyklister og boda-bodaer kender ikke færdselsregler eller andre regler og respekterer intet – de vil bare frem – om det så er på tværs af hundredevis af elever, som krydser en vej.  Læreren vifter forvirret og halvt opgivende med sit flag nu – og rigtigt slemt blev det kort efter da der også begyndte at komme bilister, som bare vredt dyttende maste sig frem på tværs ind mellem eleverne. Heldigvis skete der intet den dag – men det gør der desværre ellers ret tit.

Skolepatrulje manden er dog et godt forsøg i den rigtige retning, og jeg ønsker ham alt mulig held i fremtiden: – bare sæt dig igennem derude i trafikken!!

Lørdag eftermiddag ved poolen

Det var for en gangs skyld dejlig varmt i går, og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Og så var det lørdag.

Efter at have arbejdet indendøre ved computeren (ja rigtigt.. med RDP-U arbejde) til ved 16-tiden ringede jeg til Chantal (den hollandske læge her i Masindi). Vi blev enige om at nyde det sidste af eftermiddagen ved poolen på Kinyara Sukkerfabrik (der i øvrigt lige er blevet privatiseret og solgt til et kenyansk foretagende).

På vej derud ringede Gustavus (kenyansk ranger i Masindi) og spurgte om vi ikke ville….ja nyde det sidste af eftermiddagen på Kinyara ?

Så det gjorde vi så.

Flød afslappende rundt i poolen og bagte i dagens sidste solstråler på (de temmelig ramponerede) solvogne.

Da skumringen kom (så kort den end er hernede) rykkede vi ind under palmebladstaget – først for at se på en dag-gammel Kobraslange (ca 15-20 cm lang og tynd som en blyant – sort) som ynkeligt møvede rundt på fliserne i forsøg på at slippe fra nogle hidsige små myrer, som gjorde alt for at angribe den – bagefter fik vi lige en enkelt Tusker (øl) inden vi kørte tilbage til Masindi, hvor det først blev til aftensmad ved 20.30 tiden, vil jeg tro.

Alt i alt en hyggelig og afslappende eftermiddag, noget jeg længe havde trængt til.

(PS: Vi måtte tænde varmen i bilen, da vi kørte fra Kinyara – kulde og blæst var igen over os, ja det var så!!!!)

Flyttet

Så er jeg flyttet til den anden ende af Masindi - til det område, der hedder Kihande. Det er jo vigtigt at kunne de lokale stedbetegnelser ellers kan man slet ikke følge med når folk forklarer eller snakker! (jeg kan altså ikke så mange såee...)

Men hvorom alting er, så kom jeg til Masindi med to kufferter (godt nok læsset med i alt 51 kilo) - men nu her, var det hele ekspanderet så meget at det krævede tre helt fulde billæs at flytte.. Det var ret skræmmende...men selvfølgelig en meget god generalprøve på den endelige flytning i midten af oktober - jeg er jo nødt til at gøre noget drastisk forinden.

Forhåbentlig kommer der nogle nye MSere til landet snart,  som kan overtage havemøbler, blomsterkrukker, spisestel, vaskebaljer, spande, koste + det alt løse. Jeg må have 40 kilo med hjem! Nå, men sådan går det, når man skal starte et nyt hjem i et nyt land - man er jo nødt til at investere i alt muligt diverse.

Det er et dejligt hus jeg er flyttet ind i - med tre ekstra sovev ærelser og så den der, park store have og en dejlig afskærmet terrasse (som I kan se på billedet). Så mon ikke jeg bliver tilfreds?. I tjenestehuset på grunden bor Rose (min hushjælp, som jeg hele tiden har haft) med mand og fire børn, så det hele bliver ligesom "i familien". Rose og hendes mand Abdu har iøvrigt arbejde i årevis for Kajsas far her i Uganda og i Kenya. Da han rejste hjemad, bad han dem om at flytte op og holde hus og have for sin datter, som netop var kommet til Masindi. - Lige som i Matador ikke? Folk går i arv... Jeg vælger dog at tro på at ingen føler sig tvunget i det her tilfælde, at  alle parter er tilfredse med arrangementet.

 

En birk - en stuebirk faktisk

Der står nogle kæmpe store træer langs med vejen op til mit hus her i Masindi (ja altså det hus, jeg endnu bor i - indtil weekenden).

De er store, som velvoksne danske bøgetræer – men deres blade er lidt fastere i det,  meget blanke og intensivt mørkegrønne.

Jeg har et træ af samme slags inde på min grund.

Ved nærmere eftersyn viser det sig faktisk, at være den slags vi har hjemme i urtepotter – nemlig Stuebirke.

Her står de så - i ussel halvstenet jord, i bagende sol, i ruskende blæst og i kølig styrtregn. Og de vokser sig mange, mange meter høje og tykke og stritter af sundhed og frodighed.

Hvorfor er det så lige, at mine potteplante Stuebirke dør - af direkte sol, af for meget blæst, af vand mangel og af for meget vand etc -  i samme øjeblik, de kommer ud på min terrasse derhjemme i DK om sommeren ??

Flytning

Så er der løsning på boligproblemet.

Min Masindi MS-kollega Kajsa og hendes kenyanske mand er hjemme i Sverige for at føde.

De kommer først retur i sidste del af September. Jeg kan derfor flytte op i deres hus

Det er en praktisk løsning fordi jeg så ikke behøver starte et helt nyt hus op fra bunden for to måneder.

Da Kajsa og jeg i forvejen deler hushjælp, gartner og den ene nattevagt, bliver der heller ikke engang personaleskifte ved den løsning. Alt i alt meget praktisk – og slet ikke dårligt, da Kajsas hus er stort med lækre mørke trægulve (vi andre har røde cement gulve). Det er helt vidunderligt placeret i en kæmpe parklignende have med stort køkkenhaveareal også. De har også tre hyggelige hunde.

Huset har tre gæsteværelser – så der er stadig plads til både forbipasserende og tilrejsende gæster (hvis der er nogle, der lige vil benytte den sidste chance..).

Så godt så langt.

De sidste uger må jeg så tilbringe på Masindi Hotel eller et andet passende sted. Om end ikke andet så kan det hotel flytteri  måske betyde, at jeg vil glæde mig meget til at komme hjem til mit eget hus i DK igen.