I går var min kollega Esther og jeg i Biiso (ude ved Lake Albert), hvor der skulle være valg til lokalbestyrelsen i RDP-U.
Altså, alt i alt skulle det valg simpelthen foregå, som et hvilket som helst valg til en bestyrelse i en dansk idræts- eller ride-forening. Men, jeg ved ikke, hvorfor det altid ender, som et eller andet meget meget indviklet og højtravende hernede – eller jo – det er vel fordi demokrati stadig er uforståeligt og anderledes i den ugandiske hverdag. For alle, inklusiv Esther.
Nå, men grupperepræsentanterne dukkede op og Esther begyndte at forklare, hvad medlemsdemokratiet gik ud på, og hvordan deres grupper har formænd og hvordan de overordnede distriktsbestyrelser er placeret i forhold til grupperne og hvor hovedbestyrelsen er – og hvem der referer til hvem når beslutninger skal tages etc.
Og så er det, at hun begynder at rode de ansatte i sekretariatet ind i det system. Og begynder at forklare, at de (af hovedbestyrelsen) ansatte er en del af hele det valgsystem.
Ååååhh, så følte jeg ligesom at opgaven hernede er for tung for mig - jeg har forsøgt og forsøgt i 10 mdr – nu er jeg træt!!!
Det er meget svært at forstå grundprincipperne i et medlemsdemokrati – i et demokrati i det hele taget. Hvad skal folkevalgte parlamentsmedlemmer, hvad skal en regering og hvad laver ansatte i ministrierne – jo det bliver rodet godt og grundigt rundt – på alle niveauer – hernede i det spirende demokrati.
Nå, men vi fik rettet det hele lidt til og gennemført et demokratisk valg, hvor kandidaterne kom op og agiterede for deres kandidatur, med hemmelig stemmeafgivelse og åben stemmeoptælling. Og dagen endte til alles tilfredsstillelse med en bestyrelse på 9 (heraf 3 kvinder).
Så lad mig i sidste ende tro på, at vi trods alt lagde en lille spire til en form for demokratisk fremtid i Biiso i går. Flere billeder er lagt ud i fotoalbum "Til valg i Biiso".
Recent Comments