Vibeke i Uganda

Både godt og skidt

Så har jeg fået forlænget min kontrakt med yderligere to måneder. Det er nu rart. Jeg var desperat over at skulle være rejst nu den 11. august. Det var alt for tidligt. Jeg er jo slet ikke træt af Uganda endnu - og så er jeg heller ikke færdig med arbejdet i organisation i øvrigt!

Der er temmelig meget turbulens i organisationen i øjeblikket. Bestyrelsen har lige pludselig rejst sig og er begyndt at agere som en bestyrelse skal i en ganske almindelig medlemsforening.

Det kan den ansatte leder af medarbejderstaben ikke så godt lide. Han så hellere det hele forblev som altid - nemlig, at han bestemte alt, hvad der skulle ske i foreningen, fordelte pengene og iøvrigt gjorde det i det tempo, som passer ham. Han har derfor forsøgt at stikke en kæp i hjulet overfor bestyrelsen, intimidere den og fremture. Det bliver derfor interessant at se, hvordan de to måneder reelt kommer til at forløbe. Nå men forhåbentlig kommer det til at gå konstruktivt fremad trods alt. MS holder i al fald fast i at den interne rollefordeling mellem bestyrelse og ansatte skal på plads inden der kan blive tilført flere penge til organisationen. Det er godt.

Med forlængelsen af MS-kontrakten fulgte også en forlængelse af husleje-kontrakten - troede vi.

Men husejeren i Masindi vil hellere have en kontrakt på to år end på to måneder. Så han sagde nej til at forlænge min kontrakt og lejede ud til anden side. Jeg skal derfor ud af huset pr. 13. august. Nej hvor er det surt suurt surt. Pokkers også. Tanken om at skulle flytte på Court View eller Masindi Hotel i 2 måneder er næsten ikke til at holde ud. Og især er det ikke til at holde ud at skulle spise ugandisk restaurationsmad i 2 måneder. Skriiiig 

Og hvordan skal man have gæster, hvis man bor på hotel???

Nilens Kilde

I 1860´erne var det helt store spørgsmål i Europa, (og helt sikkert aller mest i de cigar lugtende lokaler hos Geografernes Selskab i London) -  hvor er Nilens Kilde?

Masser af ekspeditioner blev sendt af sted – ledet af Livingstone, Grant, Speke, eller Baker for bare at nævne nogle.

Man troede spørgsmålet var blevet besvaret i 1862/63 da John Hanning Speke fandt en lille kilde, lige hvor Nilen starter i den nordlige ende af Lake Victoria, der hvor byen Jinja ligger i dag.

Speke erklærede denne kilde for at være Nilens virkelige udspring. Og 10 år senere blev  hans opdagelse bekræftet af Henry Stanley.

Jeg stod på stedet for nylig – stor skuffelse!

Kilden muret ind i en klods cement 20 meter oppe ad en bakke, og der er ikke så meget som en dråbe vand mellem cement klodsen og den 40 meter brede Nil som løber 20 meter længere ned.

Nå men det punkt er altså Nilens Kilde!!!!

Jeg synes dog, det lidt svært at tro på, når dokumentationen ikke er bedre.

Andre har tilsyneladende også haft svært ved at tro på det.

Og der er stadig ekspeditioner som rejser ud for at finden Nilens virkelige kilde.

Sorghum høst

Der er regntid her i Uganda - og det betyder landbrugsmæssig vækstsæson.

Hoima Distrikt i det vestlige Uganda (op mod grænsen til Congo) er et meget frugtbart område, så her er grøde overalt.

De landmænd, som er organiseret i Hoima Districts Farmer Assoiation (HODFA) ( dem med ikke ret mange acre) dyrker alt muligt fra majs, cassava og ris til vanilje, avokadoer og mangoer for bare at nævne lidt forskelligt.

Men noget at det nye, som flere og flere landmænd kaster sig over er sorghum produktion.

De gør det fordi markedet er der, og prisen er fast, så de ved, hvad de tjener, hver gang de har høstet et kilo. Og tilmed kan de sælge alt det sorghum, der overhovedet kan produceres.

Den store opkøber er faktisk Nile Breweries i Jinja – der bliver altså brygget øl til den store guldmedalje på alt den sorghum.

Landmændene bringer deres høst ind til HODFAs kontor i Hoima. Her bliver sækkene fra de enkelte smålandbrugere vejet og afhentet af store lastbiler, der kører direkte til Jinja.

I den her tid summer det derfor af aktivitet på HODFAs kontor, hvor hver enkelt sorghum dyrker skal noteres for sin leverance og have udbetalt sin fortjeneste.

Blad produktion

Landboforeningen HODFA i nabo distriktet Hoima vil gerne have et medlemsblad ligesom RDP-U´s (”min” organisation).

Jeg har derfor sagt ja til at træne et par kvindelige landbrugskonsulenter og en praktikant i at skrive, redigere, layoute og trykke sådan et blad.

Det bliver en uges koncentreret arbejde.

Først med at lære det journalistiske håndværk - referater, interview og skrive forståeligt - så godt det nu lader sig gøre på et par dage og derefter med at producere det første blad. Det vil sige lige fra at finde en systematisk måde at klare produktionen på  til at skrive artikler, rette dem, finde billeder og sætte det hele op – og derefter at finde et sted ude i byen, hvor bladet kan blive trykket (kopimasiknen her på stedet er brudt sammen) – og derfor også at regne økonomi på produktionen.

Det første blad skulle gerne ligge færdig i næste uge.

Mine ”elever” er i HODFA er ret gode til at udtrykke sig skriftligt og vant til skrive.

Så det er mere principper og interviewteknik, og den slags vi ser på i den teoretiske del. De er desværre ikke særlig gode til at skrive på computer, så det taget timer og attr timer at få en endog lille artikel skreevet ind.

Ægerligt for vi kunne godt bruge tiden på at få deres billeder ind og systematiseret.

Jo jeg er spændt på at se resultatet, når vi engang er færdige.

Mælke tåget

Det er altså underligt at se tåge her midt i Afrika.

Men det bliver altså tåget engang imellem. Rigtig mælke tåget, som en tidlig forårsdag på Bornholm. Eneste forskel er, at her ikke er noget tågehorn.

Tågen kommer typisk i forbindelse med nogle dages regn.

Og regn har vi masser af i øjeblikket. Det er stadig regntid! (Gid den snart stopper).

Det er lige før, det regner hver dag – blygrå skyer hænger i al fald på himlen konstant og temperaturerne er faldet betydeligt.

I går var det endda så galt, at jeg måtte have flees trøje på. I dag har jeg sokker og støvler på (og sko kunne have gjort det, men mine sko blev stjålet i Kampala for nogen tid side).

Hjælpsomhed

I Uganda er hjælpsomheden stor – til tider også helt rørende stor.

Forleden havde jeg holdt en workshop i kommunikation og artikelskrivning i Apac Distrikt. Alle ville have så meget ud af og var svære at få drevet ud af lokalet til sidst. Så klokken blev 16.30 inden jeg kunne starte bilen og vinke farvel.

Jeg skulle nå en færge over Nilen til Masindi Port klokken ca 17.45 - helst  - næste færge ville gå 19.15.

Der blev kørt raskt til på den relativt smalle knoldede jordvej, indrømmet. Ind imellem blev hornet brugt, og folk sprang til siden, inden det røde lyn susede forbi.

Tæt på kl. 18 tordnede jeg ned ad bakken til færgelejet – men kunne overhovedet ikke se nogen færge. Shit.

Helt nede ved flodbredden (der er ikke anlagt eller cementeret et færgeleje – kun en jord bred) så jeg den godt fyldte færge ligge ude på floden til højre, næsten færdig med at vende og klar til at sejle over på den anden side

Jeg sprang ud af  bilen og råbte og vinkede – come back …please.. kom tilbage.

Færgen rettede op og satte kursen ud på Nilen.

Jeg sænkede armene, og tænkte på den lange ventetid. Men pludselig, så jeg at færgen faktisk ikke sejlede fremad, den vendte endnu engang – DEN KOM TILBAGE – fantastisk. Den kom sørme tilbage efter mig!!

Det var utrolig hjælpsomhed kaptajen udviste. Jeg er ham meget taknemmelig.

Og de andre folk ombord ? Ikke én viste sure miner, alle smilede og hilste og så ud til at glæde sig over mit held. 

Ak ja …igen

Så skete det igen – og endda for anden gang i den her måned. At et af dækkene på bilen punkterede. Den her gang var det højre forhjul. (Sidst var det venstre for og om aftenen - en sive punktering som blev opdaget hjemme).

Den er gang kom jeg kørende en formiddag med ca 90 km i timen fra Jinja mod Kampala, da bilens friktion mod asfalten (ja der er asfalt på den strækning) pludselig lød helt forkert og bilen føltes underlig at styre.

Nå, der gik ikke mange snap sekunder før jeg fandt ud af, hvad der var galt – tilmed vidste jeg præcist,  hvilket hjul det var galt med. Ikke fordi jeg kunne føle det på styretøjet, men fordi jeg kom til at kigge på højre forhjul, før jeg kørte fra Jinja og tanken strejfede mig, at det garanteret vil punktere inden længe. Sært.

Men folk er utrolig hjælpsomme her i Uganda. Allerede mens jeg blinkende trak ind til siden for at stoppe, stak en mand hovedet ud af en modkørende traktor fra en sukkerrørs fabrik og spurgte om jeg ville have hjælp.

Jo, tusind tak !

Minuttet efter var han i fuld gang med donkraft, skruenøgle og reservehjul.

Det tog vel i alt ti minutter – så var det flade hjul smidt op på ladet, reservehjulet sat på, værktøjet lagt væk og jeg kunne køre videre.

Manden var også glad, han fik 5000 ush til ”en øl”, ville vi jo sige derhjemme – han bruger den nok mere fornuftigt. 

Da jeg skulle videre til Masindi hurtigst muligt, og ikke tør køre så langt uden reservehjul, fik jeg en ansat på en tankstation i Kampala til at se på skaden. Det viste sig at slangen inde i dækket var eksploderet –  simpelthen flået midt over.

Halvanden times tid senere havde jeg handlet ind, mekanikeren lavet hjulet – og så var der afgang til Masindi.

Ypperlige former

Helt sikkert – det ville aldrig gå i Danmark – og slet ikke på cat-walken i Paris. Modeller med meter brede hofter!

  Men det er helt tydeligt noget ganske andet her i Uganda.

Over alt hvor der bliver solgt dametøj er det pladsen til de brede hofter, der bliver fremhævet. Også hvis det drejer sig om helt moderne tøj til unge piger.

Den gennemsnitlige ugandiske kvinde har nu også langt mere fyldige former end danske kvinder. Der er helt bogstavelig både til gaden og til gården. Vuggende kuffert agtige bagdele – så store at man kan anbringe en kop kaffe på dem uden koppen falder ned.

Det er bestemt ikke altid pga overvægt.

Mange ugandiske kvinder er bare bygget sådan fra naturens hånd og bærer formene med stolthed.

Og hvorfor skulle det så ikke være naturligt at udstille varerne , så man kan se de passer?

Frisør i Apac

Under en byvandring en mørk aften i byen Apac fik vi øje på en fornøjet frisør inde i et lille bitte træskur af en salon.

Frisøren havde tilsyneladende fået besked på at klippe sin kundes hår helt i bund – det vil sige klippe kunden i den mest almindelige frisure hernede – for både mænd og kvinder.

Frisøren var omhyggelig og gav sig god tid alt mens han konverserede med sin kunde om et eller andet – sandsynligvis efter  sædvanlig frisør retorik.

Mon ikke den slags snak er universiel ? 

Knasende sprøde

Nu vi er ved mad, vil jeg lige fortælle om en grænseoverskridende oplevelse jeg havde fornylig.

Jeg havde min gæst fra Danmark med nede på Nakasero grøntsagsmarked i Kampala den første dag han var her.

Det er et marked som man virkelig kan svømme helt hen over. Det bugner af eksotiske frugter, den ene bunke mere fristende end den anden. Vi købte ind af ananas, mangoer, papaya, avokadoer, bananer og appelsiner – det var svært at sige stop.

De mange kilo vi efterhånden havde fået ned i tasken kostede tilmed ikke ret meget. 3 kroner for en ananas, 1 krone for en mango, 2 for en papaya sådan cirka omregnet til kendt valuta.

Det er i sig selv til at blive kulret over.

Nå, til sidst fik vi os tøjlet og begyndte at gå – men så forsvandt Henning pludselig. Da jeg fandt ham igen stod han med et stort smil om munden og en foliebakke med et eller andet ristet i hånden.

????

Det var ristede græshopper! Med øjne og følehorn og ben.

- Vil du ikke smage? Det smager rigtig lækkert!!  Henning stod med strålende øjne og var rimelig insisterende og til sidst tog jeg mig sammen og smagte på en.

Jeg synes altså ikke den var særlig god, og lod det blive ved det.

Henning gnaskede fornøjet videre, mens jeg manøvrere bilen gennem Kampalas trafik og hjem til MSs compound.

Da vi kom hen på gæstehuset, tilbød han Milton (MSs goe agtværdige receptionist) nogle også.

- Uha nej, Dem skal I endelig ikke spise uden at have stegt dem endnu engang. De kan jo indeholde orm, svarede han.

Henning  fik akut psykisk stress – det varede resten af dagen.