Den forgange uge har jeg igen været på farten for at holde Kommunikations workshops for RDP bestyrelser i et par af de kommuner vi har medlemmer i. (Sub Counties).
Den her gang var det i kommunerne Ibuje og Chawente i Apac District.
Det er altid en fornøjelse at komme ud til medlemmerne - rigtig ud på landet til de bitte små landsbyer. Få snakket med medlemmerne, høre om deres RDP aktiviteter, gode oplevelser, frustrationer, ideer og problemer. Ganske almindelige ugandiske kvinder og mænd, som til daglig går og hakker i jorden og dyrker lidt grøntsager - til eget forbrug og hvis man er heldig også lidt til salg. Det er generelt ret fattige mennesker som er medlemmer af RDP - men nok også den del af landsby befolkningen, som har et vist form for overskud på trods af fattigdommen - overskud til at dyrke sport og visioner om et bedre liv baseret på fællesskabet i klubben.
Jeg er jo ansat som kommunikations rådgiver og arbejdet i landsbyerne går ud på at gøre dem bedre i stand til at kommunikere internt i RDP og også eksternt med det omkringliggende samfund - og turde kommunikere.
Vi starter derfor altid med at tale om verbal kommunikation og holde øvelser i at overlevere meddelelser til hinanden, skærpe opmærksomheden overfor indhold og at turde spørge, hvis der er noget, vi ikke forstår. Ganske fornøjeligt. Og pludselig går det jo op for folk, at de tit render med en halv vind og endnu oftere accepterer et budskab de simpelthen ikke fatter hoved eller hale i. Det er en øjenåbner at se de også selv har et ansvar for at kommunikationen ikke glider særlig nemt i RDP. Men også se, at de selv har mulighed for at forbedre den på det plan.
Næste trin er den skriftlige kommunikation. Vi har jo startet et kvartalsblad i RDP, som Barfodsjournalisterne står for, men jo flere medlemmer, der bidrager med artikler jo mere forståelse på tværs af Distrikter, grupper og medlemmer og jo mere sammenhold kan det give. Og det er der brug for.
At skrive som vi taler - fortælle på skrift det vi ville have fortalt med ord - at få munden til at fortælle hånden hvad den skal skrive - det er konceptet for min undervisning i artikelskrivning. Og jeg er faktisk helt rørt over, hvor godt RDPs medlemmer tager metoden til sig.
Lige pludselig sidder de der fattige bønder, som ikke har gået særlig lang tid i skole og som knapt har til dagen og vejen og skriver om, hvad der rører sig i deres hoveder - og i deres liv. Om hvad de laver, som medlemmer af RDP, hvilke problemer gruppen har - hvilke visioner de har for deres virke i foreningen og for RDPs indflydelse på udviklingen af det omkring liggende samfund. Det er en fantastisk dokumentation af at der ligger store reourcer ude i landsbyerne. De skal bare hjælpes lidt frem. At man kan og man vil derude. Det er også en rigtig god dokumentation af RDPs virke og resultater. Og det kan forhåbentlig bruges til et større formål - for eksempel at indsamle flere penge til arbejdet.
Jeg vil lægge nogle af de små artikler ud også - så døm selv - jeg synes det oser at optimisme et eller andet sted på Ugandas vegne.
Recent Comments