Vibeke i Uganda

Den store have

Jeg har en stor have med en pompøs indkørsel.

Det meste er udlagt med græs. Men min gartner har sået sukkermajs og squash (frø fra Danmark) og krydderurter.

Der vokser nogle palmer i haven, et papaya træ og en pragtfuld Bourgainville.

Jeg har også en stuebirk, så stor som et normalt bøgetræ og så er er en masse forskellige blomster.

Desværre er der ingen avokado- eller mango- træer. Meget af det vi har i haverne her i stor format, er de samme planter, som vi har i stuerne hjemme i mindre udgaver. Svigermors skarpe tunge, liljer, hawaiblomster, etc.

Jo, Sam er en dygtig gartner, som går op i planterne og laver stiklinger og så videre. Han har lavet masser af nye bede, kommet med stiklinger fra min kollega Kajsas buske og blomster og planter og planter.

Han arbejder tre dage om ugen for mig og tre dage for Kajsa. Hendes have har han passet siden 1999. Den er blevet direkte vidunderlig, nærmest som en park.

Og så har hun også fået en kæmpestor og frodig køkkenhave.

Sams eneste fejl er at han elsker at klippe buskene ned til små runde puder a la Versaille. Det kan tage pippet fra både Kajsa og jeg.

Vi har begge været efter den stakkels mand og forbudt hækkesakse i nærheden af buskene - ja altså lige indtil de helt har taget overhånd af frodighed nu her i regnsæsonen.

Det ultimative medie

TV er der kun et fåtal der har.

Jeg har tilgengæld fire styks (fordi mit hus er et tidligere gæstehus, som havde TV på hvert værelse - nu er tre af TV-apparaterne stuvet sammen i et skab

Det eneste jeg kan se - og kun nødtørftigt  - er Uganda TV (regeringsejet TV station) – som er ringere end de værste arbejderTV-stationer i 1980-ernes Danmark. Og som altid starter med ordene ” President Youweri Museveni…" efterfulgt af, hvad han nu har gjort, sagt og skrevet den dag.

Tilgengæld har alle mennesker en radio. Og den lytter man til uafbrudt.

Det er først og fremmest små private og kommercielle radiostationer, som sender både nyhedsusendelse og programmer hvor folk ringer ind og diskuterer. Men der bliver også sendt aktuelle programmer fra BBC, videnskabelige programmer, sport og musik.

Forleden aften sad jeg på en stol på gaden i byen Apac sammen med en masse lokale og hørte et program om en videnskabelig undersøgelse af posttraumatiske symptomer blandt soldater fra den amerikanske borgerkrig. Det siger lidt om spændvidden i radioprogrammerne.

Nå, men det var faktisk et ret interessant program, især i lyset af de mange uhyggelige krigshandlinger Uganda har været vidne til – og til tider stadig er vidne til i den nordlige del, hvor blandt andet oprørslederen Joseph Kony og hans Lords Resistance Army  husere.

Everywhere you go

Lige som så mange andre afrikanske lande er Uganda suset fra det rene ingen ting direkte ind i mobiltelefoni-tiden.

Alle ejer stort set en mobil telefon og mobilnettet dækker stort set hele landet.

Så det er en effektiv form for kommunikation.

Men den er dyr.

Folk har taletidskort og køber kun lidt tid ad gangen. Og så sms´er de til hinanden eller ”bipper”  dvs ringer op og afbryder med det samme, så modtagerens mobil bare viser nummeret på vedkommende, der ringede. Håbet er, at modtageren har taletid og ringer op - om end ikke af andet så af rent nysgerrighed.

Det gør jeg selvfølgelig.

Der er flere telefoni udbydere  Mango, MTN og Celtel - og de reklamerer lifligt på de lokale radiostationer.

MTN bruger for eksempel meget tid på at fortælle de nu har over 1 million kunder - therefore you are one in a million...

Sproget

Uganda er et stammeland. Her findes 56 forskellige stammer og folk taler lige så mange forskellige sprog.

Eneste fællessprog er engelsk – så det benytter jeg mig også af. Men det er et engelsk man lige skal vænne sig til (udover at folk mumler, og man helt alvorlig tror, der er noget i vejen med ens hørelse i begyndelsen. Ja,  jeg undrer mig stadig over hvordan de selv kan høre hinanden, for det er jo ikke ligefrem lyddødt det omgivende samfund).

                     

Uganderne lægger tryk de mærkeligste steder i ordene.

Mit yndlings ord er [ håSPIIIIdel ] = hospital.

De har også nogle ret sjove ordstillinger og formuleringer, for eksempel: ”…the children like what ? – like icecreme..” – Der kommer hele tiden et spørgende ”what?” inde i sætningerne efterfulgt af en kunstpause inden resten af sætningen kommer.

I begyndelsen troede jeg, at man skulle svare på alle de der totalt håbløse spørgsmål pga kunstpauserne.

Det tropiske køkken

Masindi ligger på vejen til Ugandas største Naturpark Murchinson. Så der passerer masser af turister igennem byen. Dem ser vi selvfølgelig ned på.

Alle vores MS kollegaer i det nordlige Uganda og i det Sydlige Sudan, UNDPs folk, Læger uden Grænser etc, som også arbejder i Sudan kommer også jævligt igennem Masindi på vej til og fra Kampala.

Ofte bliver det til en god middag, snak og overnatning. Det er hyggeligt.

Der er flere restauranter i Masindi og vi kan vælge mellem italiensk, indisk, kinesisk eller afrikansk mad. Jeg tror, vi alle har prøvet alt mange gange. Vi spiser tit ude fordi det er noget bøvl at lave mad i petroleumlampens skær, fordi det er billigt og fordi man så kan få lidt selskab.

I perioder kan det dog hænge en ud af halsen, og så står den på hjemmelavet mad (tillempet normal køkken a al Vibeke) med ingredienser fra det lokale marked. Der er udmærkede grøntsager (tomater, hvidkål, auberginer, grønne pebre, løg) rigtig gode avokadoere og vidunderlige frugter (mango, ananas, papaya, bananer, citrus). Kødet har jeg endnu ikke fået mig selv til at købe (det hænger i varmen hele dagen og fluerne sværmer om det – men Kajsa siger, man bare skal komme om morgenen).

Fisk prøvede jeg forleden. Vi bor jo tæt ved Albertsøen, hvor man fisker Tilapiaer.

Når vi er i Kampala er restaurations udbuddet langt større. Fra japansk sushi ...(forleden var vi tre der delte 60 stk´s....Vi var alle lige kommet ind nordfra og trængte åbenbart til det)... over mongolsk barbaque, til thai, italiensk, græsk, engelsk, fransk og masser af rigtig gode indiske restauranter.

Plus de afrikanske selvfølgelig.

Men som europæer bliver kan hurtig træt af at spise dampede bananer (matoke), stiv majsgrød (portio), sej sesam dej (kalo), peanut sauce og gryderet af itu hakket ged eller får (udskæring af kød er ikke noget man gør i. Her hakker man kødet op på kryds og tværs med en machete, som det bedst lader sig gøre).

Det ugandiske køkken er ikke særligt krydret – nærmere grænsende til kedelig.

Det er dog et køkken jeg endnu har til gode at prøve - og det ligger helt oppe i det nord-vestlige hjørne af Uganda, nærmest på grænsen til Sudan og Congo - i byen Koboko og drives af mine kollegaer deroppe.

Efter sigende overgår det de vildeste fantasier og selv de bedste franske og danske restauranter så jeg glæder mig.

 

Men hvad man end gør – så kommer man sig, desværre hurtigt og meget.

Måske er det fedtet i maden, måske varmen eller mangel på motion eller det hele?.

Os, der bor i Masindi

Masindi er ikke noget kønt syn, når man kommer førte gang. Håbløs fattig, beskidt, rodet, nedslidt, halvvejs uden asfalt. Men som så meget andet vinder den ved nærmere bekendtskab (eller også ser jeg bare ikke det beskidte og dårlige mere?)

Der bor ca 40.000 i byen, men den virker bestemt ikke som en dansk by af den størrelse. Masindi virker lille og langt de fleste huse er af betydelig anden størrelse og kvalitet end vi er vant til. Det er stort set kun hovedgaden som er nødtørftigt asfalteret. Resten er jordveje.

Vi er nogle hvide i byen. Min svenske MS-kollega Kajsa, som arbejder med landbrug, Sue, en ældre engelsk kvinde, der underviser i skolen (primary school), Chantall, som er hollandsk læge, og som arbejder på fødeafdelingen på Masindi Hospital (og prøv lige at spørge hende om forholdene på sygehuset. Alt er beskidt, patienter skal selv medbringe madraser, sengetøj,tøj og mad og penge til benzin til ambulancen, hvis man skal overføres til Kampala eller lignende.

Og så er der også Julia, en ung amerikansk kvinde, som arbejder med menneskerettigheder.

Nå, ja Sally er der også. En ældre engelsk fru som har en restaurant - Courtview - hvor vi ofte møder hinanden alle sammen til middag om aftenen (når man endnu engang står uden strøm i sit køkken og ikke orker at tage pandelampen på og lave mad til sig selv).

Kort eller lang vej?

Der er ca 225 kilometer mellem Kampala og Masindi. Men jeg kan ikke køre turen under 3 timer og et kvarter (det er vist en ok gennemsnits tid).

Fra Kampala er der asfalt de første 170-80 kilometer – som i øvrigt går stort set lige ud hele vejen.

De første 60 kilometer er temmelig trafikerede og man kører gennem den ene by efter den anden. Asfalten er også temmelig dårlig på det stykke – nærmest krympet væk fra rabatterne eller fyldt med kæmpestore huller, så man skal ned i 2 gear for at undgå at støde hovedet mod loftet. Ved Kafu River drejer man til venstre og fortsætter 44 kilometer ligeud igen, men nu på rød jordvej.

Mig og min bil

Jeg har, som alle andre MS´ere fået udleveret en rød Toyota Hilux 4 hjuls trækker – ikke som dem vi kender i DK, men en med dobbelt kabine (de er forbudt i DK). Men i de her kan sidde 4 til 5 voksne (alt efter størrelse og alt efter hvor langt vi skal køre). Der er store MS logoer på bilen, så ingen er i tvivl om, hvor vi kommer fra.

Der er lad på bilen. Det bliver flittigt brugt, når jeg skal køre fra Masindi til Kampala. Trækul er nemlig billigere ude på landet end i Kampala. Så de ansatte på MS´s landekontor er villige aftagere af alt, hvad vi fra oplandet gider køre ind. Trækul køber man i nogle gevaldig store sække. Så mere end 3 eller 4 sække kører vi ikke med ad gangen.

Vi har selvfølgelig fået 4-hjulstrækkere, fordi der reelt er brug for den slags biler her i landet. Vejene er oftest jordveje med store huller. De er til tider både stejle og smalle og er vanvittig glatte, både når det er tørt og støvet (man glider i støvet) og når det regner (de røde jorde bliver som brun sæbe/glat ler).

Ofte skal man også helt af vejen for at komme uden om et eller andet, eller fordi vejen ikke er i orden. Nogle gange skal man ligefrem gennem vand.

Bilen bliver ligesom en navlestreng. Vi er dybt afhængige af dem. Derfor skal vi også helst  kunne bakse med dem selv, hvis der sker noget. Så det første vi skal lære inden vi overhovedet forlader MS´s grund i Kampala er at skifte hjul på dem.

Nu kan man så glæde sig over, at der oftest går, cykler, står eller sidder ret mange mennesker langs vejene i Uganda. Så der kommer som regel nogle luntende og tilbyder deres hjælp, når man f.eks punkterer. Andre gange kan man være heldig at have en stærk og handlekraftig mand med i bilen. Det letter altid på situationen.

Min skræk er stadig, at punktere på den øde strækning mellem Kafu River og Masindi i begyndende tusmørke sådan ca ved 18.15 tiden.

Alene af den årsag kører vi helst heller ikke ud på lange ture i mørke.

Nu lyder det måske underligt at man punkterer så ofte, men det gør man altså.

Der ligger alt muligt skidt på vejene og i hullerne på vejene, så selv om vi har kæmpestore tykke dæk med mange centimeter slidbanemønstre på bilerne, så hænder det alligevel at søm og andet skidt pludselig jager igennem.